Se klip fra tidligere koncert på Roskilde Kloster her

Skumringskoncert med

Den Kongelige Livgardes Musikkorps

Tirsdag d. 6. august 2019 kl. 18.30

 

 

Roskilde Kloster og Gl. Roskilde Amts Garderforening i samarbejde med Schubertiaden 2019

er stolte af at kunne præsentere gratis udendørs skumringskoncert med Den Kongelige Livgardes Musikkorps på Roskilde Kloster tirsdag d. 6. august kl. 18.30 - ca. 19.45.

 

Den Kongelige Livgardes Musikkorps giver en række smagsprøver på sit formidable repertoire

Den kendte svenske dirigent Alexander Hanson står som gæstedirigent denne aften i spidsen for musikkorpset.

 

Koncerten er et led i den tradition, som begyndte i 2010, hvor Livgardens Musikkorps hvert år i august giver gratis skumringskoncert på Roskilde Kloster. De populære koncerter samler hvert år mange hundrede gæster på klosterets store græsplæne. Med forskellige dirigenter og forskellige solister har hvert år budt på nye musikalske højdepunkter.

 

Årets koncert gennemføres i samarbejde med Schubertiaden 2019. Musikkorpset vil blandt andet spille musik af Schubert. Men der skal nok også blive spillet en march eller to!

 

Der er adgang til Roskilde Kloster via Sankt Peders Stræde 8 eller gennem Klosterparken ved Algade 31.

Koncerten er gratis.

Medbring klapstole eller tæpper til at sidde på.

 

I tilfælde af regnvejr eller varsel om regn aflyses koncerten.

En eventuel aflysning vil fremgå af hjemmesiden samt af skiltning ved portene.

 

Koncerten gennemføres med støtte fra Roskilde Kommunes Kulturpulje og er et samarbejde mellem Den Kongelige Livgarde, Roskilde Kloster, Gl. Roskilde Amts Garderforening og Schubertselskabet.

_____________________________________________________________________________

 

 

”PRO REGE ET GREGE” - ”FOR KONGE OG FOLK”.

Sådan lyder Den Kongelige Livgardes motto. Dette reflekteres stadig i Livgardens to hovedopgaver, dels tjenesten for Kongehuset og dels deltagelsen i de internationale militære operationer. Til Livgarden er knyttet et af forsvarets tre musikkorps, Den Kongelige Livgardes Musikkorps.

 

ET MODERNE MUSIKKORPS MED RØDDER I ENEVÆLDEN

Den Kongelige Livgarde blev oprettet i 1658 af Danmarks første enevældige konge, Frederik III, og til Livgarden hørte et militærorkester bestående af 3 fløjter og 12 trommer. Musikkorpset kunne således for tre år siden - sammen med Livgarden - fejre sit 350-års jubilæum, hvilket gør orkestret til verdens ældste af sin art.
Den Kongelige Livgardes Musikkorps er vel mest kendt for sin deltagelse i de traditionsrige vagtparader med gallauniform og bjørneskindshue, hvor vagten føres til og fra Amalienborg. En sand kulturskat af marchmusik kan således høres 6 dage om ugen fra december til påske samt lejlighedsvis resten af året. Musikkorpset spiller endvidere til arrangementer ved hoffet, og leverer blandt andet taffelmusikken ved de kongelige middagsselskaber. I Forsvarets regi til bruges Livgardens Musikkorps hyppigt til militære parader og begivenheder.

Men når de officielle pligter er overstået, nyder musikerne at spille for et bredere publikum ved koncerter i Tivoli, i kirker og foreninger, ved støttearrangementer osv. Så kan man høre dem i meget varieret selskab med Poul Dissing og Caroline Henderson, Preben Kristensen og mange andre med alt fra opera til musicalnumre, og fra guldaldermusik til jazz og pop.
Men traditionen fornægter sig ikke; ”koncerttøjet” er altid den blå eller røde gallauniform, og intet program uden en march.

Den Kongelige Livgardes Musikkorps er i dag et 36 mands stort professionelt harmoniorkester bestående af træblæsere, messingblæsere og slagtøj med et bredt funderet repertoire. Det er det eneste professionelle orkester af sin art i Danmark og musikerne ansættes altid efter hård konkurrence.

 

ROSKILDE KLOSTER

Roskilde Klosters ældste bygning blev opført som herregård omkring 1565 og er delvist opført med genbrugsmaterialer fra det Sortebrødrekloster, der lå på grunden fra 1231. Bygningen er den ældste i Roskilde by, som stadig anvendes til beboelse. I 1699 oprettedes et adeligt jomfrukloster på stedet og det fungerede helt frem til 1974.

Klosteret er i dag en stiftelse med to formål; dels formidling af klosterets fantastiske kulturværdier og dels boligudlejning med ni lejemål, som udlejes på rimelige vilkår.

Roskilde Kloster er en enestående kulturhistorisk perle midt i Roskilde. Klosteret lægger vægt på, at bygninger og anlæg skal være tilgængelige for interesserede besøgende. Klosteret kan således besøges såvel på forudbestilte grupperundvisninger som ved individuelle rundvisninger i Påsken og i skolesommerferien.

 

GL. ROSKILDE AMTS GARDERFORENING

Garderforeningerne giver gamle gardere mulighed for at genopleve og fastholde kammeratskab, sammenhold, korpsånd og traditioner, som man lærte at værdsætte under tjenesten ved Den Kongelige Livgarde.
Gl. Roskilde Amts Garderforening kunne i 2010 fejre sit 100-års jubilæum. Trods alderen er foreningen fuld af liv og har hvert år en lang række arrangementer - internt og eksternt; alt med det formål at støtte Kongehuset, Livgarden og at værne om kammeratskabet mellem gamle gardere.

Foreningen har godt 200 medlemmer.

 

SCHUBERTSELSKABET

blev grundlagt i 1994 som en forening med det formål at udbrede kendskabet til den østrigske komponist Franz Schubert i Danmark.

Schubert var en gudbenådet sangskriver, og det er blevet sagt om hans musik, at den ”vibrerer på samme frekvens som de dybe, fælles menneskelige erfaringer: savn, sorg, smerte, trøst, længsel, kærlighed og salighed”.

Schubert blev kun 31 år, men han skabte en ufattelig mængde musik, næsten 1000 værker blev det til, som fortsat giver arbejde til musikforskere, inspirerer nulevende komponister, er dagligt brød for sangere og musikere og åndelig føde for masser af mennesker verden over, der forener sig i Schubert Selskaber.

Selskabet har hjemsted i Roskilde, men dets virke gælder hele Danmark.

Selskabet er en fremtrædende del af Musikbyen Roskilde med særlig udgangspunkt i den årlige Schubertiade i august måned.

 

DIRIGENTEN

ALEXANDER HANSON

Dirigent Alexander Hansson er uddannet trompetist fra Kungliga Musikhögskolan i Stockholm. Her er han endvidere uddannet som dirigent år 2000. I 2004 tog han dirigenteksamen ved Sibelius-Akademin i Helsingfors.

Han har siden været regelmæssig  gæstedirigent hos de store, betydningsfulde orkestre i Norden samt The Royal Philharmonic Orchestra i London. Alexander har indspillet adskillige plader med orkestre som f.eks. Norrköpings Symfoniorkester, Kungliga Filharmonikerna og Göteborg Wind Orchestra.

I dag arbejder Alexander som kunstnerisk leder for Försvarets Musikkår i Nordnorge.

© 2013 - 2020 by Roskilde Kloster

Roskilde Kloster

Sankt Peders Stræde 8E

4000 Roskilde

Tlf.:         46350219

E-mail:    info@roskildekloster.dk

CVR.nr.:  14772316