Roskilde Klosters Årsberetning 2025

Roskilde Klosters nye støbejernslamper, Ribe-lampen
Året 2025 har været et travlt år med en del turbulens med vægt på brandsikring af klosteret, vedligeholdelse af bygningerne samt på klosterets formidlingsopgave. Bygningsforsikringen har været den store udfordring.
Bygninger og kulturarv
Året 2025 startede med en noget overraskende udmelding fra klosterets forsikringsselskab, Alm. Brand: En præmiestigning på bygningsforsikring på 35%, så klosterets samlede forsikringsudgift nu bliver over 250.000 kr. om året. Samtidig stiger selvrisikoen med 750% fra 15.000 kr. til 116.000 kr. pr. skade. Desuden er dækningssummerne forringede og dækningen for råd og svamp samt skjulte rørskade er opsagt.
Desuden forlangte selskabet, automatisk brandalarmeringsanlæg i alle rum, inkl. kældre og lofter, ombygning af alle eltavler og ombygning af lysekronerne i riddersalen fra stearinlys til elektricitet.
Klosteret har beregnet de samlede udgifter til brandsikringen til ca. 1,3 mio.kr. En voldsom sum, - men den gode nyhed er, at det er lykkes at skaffe midler fra Louis Hansen Fonden, Augustinus Fonden, Brand af 1848 Fond, Hoffmann og Husmans Fond samt andre donatorer, så projekterne kan gennemføres i deres helhed. Klosteret er naturligvis ekstremt taknemlig for denne ekstraordinært flotte støtte. Alle arbejderne er sat i gang i det sene efterår og bliver afsluttet inden 1. april 2026.
Et andet større projekt var etablering af tryghedsbelysning på klostergrunden. Tidligere var der meget mørkt på adgangsvejene ind til klostergården, hvilket skabte utryghed og usikkerhed på de ujævne overflader. Med en fornem donation fra Legatet til Fordel for de Historiske Stiftelser og støtte fra Kulturstyrelsen og Roskilde Klosters Venner har vi fået opstillet fire originale Ribelamper i støbejern med kobbertoppe, som passer perfekt ind i klosterets historiske miljø og spiller godt sammen med de originale lamper på gavlene af Damernes Fløj. Lamperne var dyre, og det var næsten lige så dyrt at få gravet kabler ned og etableret strøm til dem. I alt har projektet kostet ca. 267.000 kr.
Til gengæld er det nu mere trygt og sikkert for beboere og gæster at færdes i de mørke timer, og lamperne har tilført klosteret et smukt, historisk udtryk.
Herudover har klosteret som sædvanlig udført almindelig vedligehold, og vi har med egen arbejdskraft og med klosterets nye rullestillads påbegyndt en rutinemæssig vedligeholdelse af vinduerne med linolie. I 2025 nåede portneren at male 52 vinduer ud af de 257, der er i bygningerne.
Tidligere fremstod klosterets køkkenhave noget rodet. En beboerdonation og en stor indsats fra havelaugets formand og klosterets personale har ændret den til et flot højbed med 18 højbedskasser. Udover den visuelle forbedring, er det nu også nemmere for beboerne at komme til at vedligeholde bedene.
Støtte til klosteret
Samlet har klosteret i regnskabsåret 2025 brugt ca. 960.000 kr. på renovering af bygninger og haveanlæg. Dette har kun kunnet realiseres, fordi klosteret igen i 2025 har opnået betydelige donationer fra fonde og legater. Med de store økonomiske tilskud har klosteret kunnet fortsætte med at forbedre det unikke, historiske klosterkompleks. Klosteret står i stor taknemlighedsgæld til alle støttende fonde og legater samt til de over 200 enkeltpersoner og familier fra Foreningen Roskilde Klosters Venner, som støtter klosteret.
Klosterlivet
Klosterets sociale liv med gudstjenester og frivillige beboerdrevne sammenkomster, petanqueturneringer og månedlige besøg på det lokale bryggeri, Røde Port er fortsat i 2025. En beboerudflugt gik til Sorø Klosterkirke efterfulgt af frokost. Beboerne har det godt - med de helbredsmæssige udfordringer, der må forventes, når gennemsnitsalderen er tæt på 78 år, men en enkelt beboer er desværre ramt af alvorlig sygdom.
Kulturen
Der har trods nedlukning på grund af renovering både i januar-februar og november-december været et eget fint besøgstal til rundvisningerne. Klosteret har igen i år medvirket i andre aktørers aktiviteter, herunder Domkirkens Verdensarvsdag, Den københavnske kulturfestival, Golden Days og Herregårdenes Dag. Det blev til i alt 141 grupperundvisninger med et gennemsnit på ca. 19 personer. Når arrangementer og begivenheder tælles med, har klosteret i 2025 haft besøg af over 9.000 gæster.
Også Kulturstrøgssamarbejdet med midtbyens andre kulturelle institutioner fortsætter på højt niveau med den store lysfest i januar som højdepunkt.
I august spillede Den Kongelige Livgardes Musikkorps den traditionelle sensommerkoncert for ca. 800 tilhørere i klostergården – for 16. år i træk. I år dirigerede musikpersonlighedens Philip Faber, hvilket tiltrak omkring 800 tilhørere.
”Karen Brahes Bibliotek”, som stammer fra Odense adelige Jomfrukloster er meget brugt af forskere fra danske og udenlandske biblioteker, universiteter og læreanstalter. Brugen har været lidt hæmmet af problemer i lokaler, der støder op til Karen Brahes Bibliotek, men der er fundet en løsning, så forskere igen kan få adgang til de spændende materialer.
Foreningen Roskilde Klosters Venner har nu over 200 husstande som medlemmer. Det er en glæde og en betydelig hjælp for klosteret, at så mange støtter op om et af byens kulturelle fyrtårne. Økonomisk har foreningen og enkeltmedlemmernes virke givet et tilskud til klosterets renoveringsbudget på knap 1,6 mio. kroner siden foreningens oprettelse i 2015.
Afslutning
Trods adskillige udfordringer har 2025 alligevel på flere områder været et tilfredsstillende år for Roskilde Kloster.
Klosteret har haft et år med særdeles god formidling af den enestående kulturhistorie for rigtig mange glade gæster. Vores ”Google-rating” ligger på 4,6 ud af 5.
Driftsøkonomien er nogenlunde stabil trods stadigt stigende udgifter, årets to store moderniseringsprojekter har med fornem fondsstøtte kunnet gennemføres og bygningerne er efterhånden i god stand bortset fra tagværkerne. Vi har kunnet levere på de forsikringsmæssige krav, og håber nu at stå i en lidt bedre forhandlingsposition.
Men, det stopper jo ikke her. Udfordringer i form af stigende forsikringspriser, nye myndighedskrav, højere priser på energi, håndværk og byggematerialer vil påvirke klosterets økonomi, og inden for få år skal vi finde midler til tagudskiftning på Damernes Fløj og senere på Hovedbygningen.
Man kan sige, at vi i 2025 i høj grad har arbejdet i stifterindernes ånd. Den ene, Berte Skeel havde på mange måder et liv med mange udfordringer og sorger, men hun blev alligevel en entreprenant, dygtig og socialt indstillet godsejer og en meget stor velgører. Hendes megen modgang og hendes stoiske indstilling kommer til udtryk i hendes valgsprog, som lyder: “Ændre det vi kan, lide det vi skal.”
Så lidt teatralsk kan man vel sige, at klosteret har haft en del lidelser i 2025, men vi har også ændret det vi kunne.
På den måde kan vores tre stifterinder, Berte Skeel og Margrethe Ulfeldt fra Roskilde adelige Jomfrukloster og Karen Brahe fra Odense adelige Jomfrukloster fortsat være en inspiration for klosteret i det daglige virke.



